Vores tids farligste sygdom

Indledning


Der findes en sygdom der langt overgår Covid-19 i sin farlighed. Covid-19 er med sin ca. 99.98% overlevelsesrate ingenting hvis vi vover at sammenligne, og det skal vi.

 

Vi taler om en sygdom der er gået hen og blevet endemisk, og som har været her i meget lang tid, men som – hvad angår dens angreb på mennesket – desværre er i en meget fremskreden fase og derfor er meget synlig. Vi taler om en sygdom der er værre end spedalskhed og malaria; og mere frygtelig end kopper.


Sygdommen har et navn: Wetiko.


De oprindelige urfolk i det nordlige USA og Canada – Cree folket brugte navnet wetiko om den lidelse de mente den hvide mand var ramt af. Udtrykket refererer til en djævelsk ond person eller ånd der terroriserer andre. Der tænkes her på grådighed og nutidens institutioner som forbrugerisme, materialisme og endda folkedrab. En form for narcissisme eller en tilstand hvor EGOet har taget styringen. Vi kan også kalde det for en ondartet egofreni. Der er tale om en psykose eller i ordets sande forstand, en sygdom i sjælen eller i ånden.

 

 

Allerede her kan det være, at du siger ”aha”. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg er lidt stødt på begrebet for nyligt, og det gav rigtig meget mening for mig. Jeg blev begejstret, men måtte samtidig sande, at det var vanskeligt for mig at forstå begrebet, for jeg er åbenbart ikke klog nok endnu. Jeg vil dog gøre forsøget at redegøre for sygdommen, men det er ikke nogen nem opgave og jeg har bakset med det i nogle dage.

 

Artiklerne om emnet er tunge og filosofiske. Måske vil jeg læse nogle af de – i artiklen – om talte bøger, andet end kun de uddrag som jeg citerer fra.

 

Grunden til, at jeg synes det er aktuelt at sætte fokus på sygdommen er, at det har slået mig, hvor hjerteløs regeringen har været her under Corona. Her tænker jeg på min oplevelse af, hvor ubekymrede de synes at være med mistrivselen der følger restriktionerne. Jeg mærker ingen empati, og jeg oplever en falskhed. Jeg ser også den samme lidelse hos myndighedspersoner og hos visse af de almindelige borgere der støtter op omkring narrativet, men jeg tror at de sidste kategorier i højere grad er sig mere ubevidste om sygdommen.


Symptomer og årsag

 

Jeg bed mærke i, at serieiværksætteren Martin Thorborg i en opslag på de sociale medier skrev følgende om Mette Frederiksen:


”Jeg kan ikke mærke hende. Hun virker iskold”.

 

Det udtrykker præcis hvad jeg tænker. Jeg kan heller ikke mærke hende. Hun virker som et tænke-væsen uden hjerte. Et menneske uden varme. Et menneske der er besat af en slags dæmon.


Paul Levy, forfatter af “Awaken in the Dream of Dispelling Wetiko” skriver i sin bog:


”Forhekset af de iboende projektive tendenser i deres eget sind gør fuldbefarne wetikoer sig ubevidst omkring det, de reagerer på, samtidig med at de beskylder andre mennesker for at gøre det samme.”
”Wetikoer projicerer deres skygge over på andre mennesker, men vil samtidig beskylde andre for at projicere skyggen over på dem. En lidt ekstrem metafor er at forestille sig, at nogen skriger, at du vil dræbe dem, når de samtidig er ved at dræbe dig.”

 

Med ovennævnte i mente, kan jeg ikke lade være med et tænke på, hvad der foregår på den nye venstrefløj. Her tænker jeg især på bevægelser som BLM og woke bevægelsen. Set udefra handler det om, hvordan man beskylder andre for at krænke, men samtidig selv bliver krænker af andre i processen. Hvis nogle af jer kender til ”dramatrekanten” med krænker, offer og redder, vil det måske få en klokke til at ringe, for den model fortæller også om, hvordan et offer kan blive til krænkeren i processen.


Jeg har også set eksempler hvor samme side har travlt med at anklage gruppen af ”Corona skeptikere” for at være egoistiske. Vel fordi påstanden er, at skeptikerne kæmper for deres individuelle rettigheder, og ikke kan forstå at underordne sig under en samlet strategi og at sætte sig ud over deres egne egobehov. Intet kunne dog være mere forkert. De skeptikere som jeg i hvert fald kender gør det ikke af egocentriske interesser, men kæmper for en fremtid, som vi kan se vores efterkommere i. De nægter at indordne sig, fordi de har gennemskuet den fordærvede agenda, og kan se, at det vil ende galt. De agerer ud fra deres retfærdighedssans.

 

Omvendt kunne man anføre, at det faktisk er krænkerne der er egocentriske. Jeg kender til flere tilfælde, hvor de ikke ønsker at investere energien i at bekæmpe hvad der synes at være forkert, eller ikke vil påtage sig risikoen. Men som hellere vil overgive sig til aktiviteter der giver en form for mental afledning. Hvad kunne i grunden være mere egoistisk?

 

Paul fortsætter:


”Hvis deres sindssyge reflekteres tilbage til dem, tror de, at det er spejlet, der er sindssygt. De lider af en form for psykisk blindhed, de tror sig at være seende, og fuldt udviklede wetikoer projicerer deres egen ubevidste blindhed og forestiller sig, at det i virkeligheden er andre i stedet for dem selv, der ikke er i stand til at se.”


Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan folk der er pro narrativet har travlt med at påstå, at det er dem der er faktaorienterede, og at det er dem der har fat i den lange ende ud fra hvad de er blevet fodret med gennem Mainstream News.
I et sådant gensidig afhængigt og selvforvridende feedback-loop bliver enhver refleksion, der tilbydes fra andre, snarere end at blive reflekteret over, udnyttet og integreret på en måde, der understøtter systemets vækst og udvikling, fejlagtigt fortolket for at støtte den aftalte vildfarelse, der binder den kollektive psykose sammen.

 

Enhver der måtte udfordre dets narrativ vil blive anset som værende en trussel og vil blive dæmoniseret. Et nærmest uigennemtrængeligt felt, ligger om den som en beskyttende boble, fremkaldt kollektivt omkring deres fælles psykose, der bogstaveligt talt modstår bevidsthed og opretholder den trylleformede trance fra dem i dens forhekselse. Der tales ikke rationelt ved hjælp af logik eller fakta, da deres evne til at ræsonnere og bruge sund skelneevne er blevet deaktiveret og forvrænget i tjeneste for det psykiske patogen, som de bærer rundt på.

 

En psykisk epidemi som wetiko er et lukket system, det vil sige, at det er isoleret og ikke åbent for nye oplysninger eller informerende påvirkninger fra omverdenen, der modsiger dets faste, begrænsede og begrænsende perspektiv.

 

Styret af den vanvittige, selvfortsættende logik af frygt og paranoia frygter de, der er overtaget af sygdommen, at hvis de ikke angriber og styrer over andre, er de i fare for at blive angrebet og overtaget. I deres indviklede, stillet på hovedet, fejlfrie, om end ulogiske handlinger reagerer wetikoer på deres egne projektioner i verden, som at disse eksisterede i virkeligheden og tænker, at de ikke selv har noget at gøre med at skabe det, som de reagerer på.

 

Fordi fuldtudviklede wetikoer er sjælsmordere, der hele tiden genskaber den igangværende proces med at dræbe deres egen sjæl, er de refleksivt tvunget til at udsætte andre for det samme; for hvad sjælen gør mod sig selv, kan den ikke lade være med at gøre mod andre.

 

En wetiko er simpelthen et levende led i en tidløs, vampyrisk form for misbrug.


Paradoksalt og bedrøveligt nok forsøger wetikoer at ødelægge andres lys, da det minder dem om, hvad de har dræbt i sig selv, mens de samtidig prøver at tilpasse lyset til sig selv.


Jack D. Forbes er forfatter til bogen “Columbus and other Cannibals“. Her skriver han om wetiko:


“Denne sygdom, denne wetiko og kannibalistiske psykose, er den største epidemiske sygdom, som mennesket kender.” Vi, som en art, er midt i en massiv psykisk epidemi, en virulent kollektiv psykose, der har boblet i gryden af menneskehedens psyke fra tidernes begyndelse. Som en fraktal fungerer wetiko på flere dimensioner samtidigt – intra-personelt (inden for individer), inter-personligt (mellem os selv) såvel som kollektivt (som en art).”


Kannibalisme er med Forbes ord, “en fortæring af andres liv til ens egen private formål eller fortjeneste.” De, der er ramt af wetiko, forbruger ligesom en kannibal andres livskraft – menneskelige og ikke-menneskelige – til personlige formål eller profit, og gør det uden at give noget tilbage fra deres eget liv.


I vid udstrækning svarer udviklingen af wetiko-sygdommen til stigningen i, hvad europæere vælger at kalde civilisation. Dette er ikke blot tilfældigt. Den uholdbare natur af den industrielle civilisation er baseret på, og kræver i stigende grad vold, for at opretholde sig selv. Ægte “civilisation” betyder i bund og grund ikke at dræbe mennesker.


Idet han henviste til manglen på “høflighed” i det moderne samfund, blev Gandhi spurgt, hvad han syntes om den vestlige civilisation, og svarede med:


“Jeg tror, det ville være en god idé.”

Temmelig indsigtsfuldt, synes du ikke?


Forbes:

 

”Når mennesker er inficeret af wetiko-virussen, er de “værten for wetiko-parasiten. Wetiko-kimen er en psykisk bændelorm, en parasit der bor i sindet. Ligesom visse computervira eller malware inficerer og programmerer en computer til selvdestruktion, kan sindsvira som wetiko programmere den menneskelige biocomputer til at tænke, tro og opføre sig på måder, der resulterer i dets egen destruktion. wetiko er et virulent, psykisk patogen, der insinuerer tankeformer i vores sind, som, når de ubevidst handler, fodrer det og kan i sidste ende dræbe sin vært (= os). Det ønsker dog ikke at dræbe os for hurtigt. For at kunne gennemføre sin dagsorden for reproduktion og formering af sig selv med succes over hele feltet, skal det lade værten leve længe nok til at sprede virussen. Hvis værten dør for tidligt, ville parasitten være nødt til at finde en anden vært for ikke at gå til grunde.”


”Wetikoer er fobiske mod sandhedens lys, som de undgår som pesten. I avancerede faser overtager denne proces personen så fuldstændigt, at vi med rette kunne sige, at personen ikke er tilstede længere; de er bare en tom skal, der bærer sygdommen. På en måde er der bare sygdommen, der fungerer gennem det, der ser ud til at være et menneske. Personen bliver fuldt identificeret med deres maske, deres persona, men det er som om der ikke er nogen bag masken.”


For mig udtrykker ovennævnte udsagn det, at der er en slem tendens til, at myndighedspersoner bliver deres uniform eller deres rolle (maske om du vil). Derved skabes yderligere afstand til det menneskelige og til ansvaret. ”Det var ikke mig der gjorde det, det var uniformen”. Det er det samme du hører, når en myndighedsperson afgiver en beklagelse der blot er en svag tegning af en undskyldning, der imidlertid er blottet for sand empati.

 

Vi er i øjeblikket midt i den største epidemiske sygdom, som mennesket kender. Mange af os er ikke engang klar over dette, da vores kollektive sindssyge er så gennemgribende, at den er blevet normaliseret. Vores kollektive vanvid er blevet gennemsigtig for os, når vi ser og fortolker verden gennem den, hvilket gør vores vanvid usynlig og derved uforvarende kolliderer med den kollektive psykose.


Forbes:

 

“De er mentalt syge og lider af en form for sjælesyge. wetiko-psykose er meget smitsom og spredes gennem kanaler for vores fælles bevidstløshed, herunder via en psykisk form for resonans. I fællesskab, der understøtter deres gensidige psykose, kan grupper af mennesker trækkes sammen af det ubevidste og potentielt blive en socio-politisk kraft. Når en gruppe mennesker er enige om noget, hvad enten det er sandt eller ej, udøver deres tilpasning til hinanden et smitsomt, magnetisk kraftfelt, der kan svinge og tiltrække de uvidende.”

 

“Sygdommen spredes af wetikoerne selv, når de rekrutterer eller korrumperer andre. Den spredes i dag af historiebøger, tv, militære træningsprogrammer, politiets træningsprogrammer, tegneserier, pornografiske magasiner, film, højreorienterede bevægelser, uddannelsesinstitutioner, fanatikere af forskellig art, højtryksmissionsgrupper og adskillige regeringer. Alle de almindelige, kulturelt sanktionerede, korporative institutioner er i gang med indoktrinering og fortæller os, hvad vi skal tænke og ikke tænke over, samt hvordan vi skal tænke.”


Wetikoer kan være små tyranner derhjemme eller på arbejdspladsen, men kan stadig være blandt de fattige og undertrykte der ikke udøver nogen reel magt i verden.

 

Hvad Forbes omtaler som “Store wetikoer”, er fuldt realiserede Wetikoer, der har besteget Wetiko-stigen og er steget i wetiko-rækkerne for at indtage magtpositioner i samfundet, hvor de kan påvirke og kontrollere begivenheder i vores verden for at spille spillet. De store wetikoer, der kontrollerer magtens løftestænger, hvad enten de er super velhavende, administrerende direktører for virksomheder, bankdirektører eller ledere af nationalstater, er særligt farlige, da de definerer vilkårene for vores fortsatte eksistens.


Gennem deres styring af vores opfattelser gennem propagandamotorer i mainstream media som de kontrollerer, skabes grænserne for vores fortælling.

Wetiko er en idealistisk virus. Wetiko afviger fra vores mentale syntaks, dvs. reglerne for, hvordan vi danner sprog, og fordrejer derved semantikken, den betydning, vi lægger på vores oplevelse af os selv og verden. Wetiko er en semantisk lidelse, da den ændrer aksiomerne, gennem hvilke psyken former, kaster og “staver” sine ord og derved fremmaner sine oplevelser. Tankeformer og overbevisninger, der udtrykker og repræsenterer wetiko-virussen, fungerer som et indre kontrolsystem og definerer grænserne for, hvad vi er i stand til at forestille os og hvad vores muligheder er, som individer, nationer og som en art. Og derfor skal vi værne om sproget, for ellers har vi ikke værktøjet til at udtrykke os. Forkerte ord kan også være med til at forvrænge. Det har George Orwell allerede skrevet en del om i bogen ”1984”.


Jeg har ikke kendskab til nogen forskning i sygdommen, og jeg er på ingen måde ekspert. Jeg har blot bemærket, hvordan sygdommen i stadig større grad synes at overtage og ødelægge flere og flere mennesker.

Forbes har været inde på, hvordan sygdommen spredes gennem nyhedskanaler og prægning gennem uddannelsessystemet og opvækst. Jeg vil dog gerne tilføje lidt om det begreb der kaldes for ”lederhjerne”:

Man har foretaget utallige studier der viser, hvordan magt korrumperer. Paul Piff fra University of Berkeley har foretaget studier, hvor han kigger på adfærd i trafikken, folk der spiller matador og hvor enkelte spiller får flere rettigheder end andre. Han har endog foretaget undersøgelser der påviser, hvordan ledere er parat til at tage børnenes slik. Prøv at google på ham, hvis du ønsker mere viden.


Måske er der tale om noget evolutionært. At man som den stærke alfa-han på savannen, helst ikke ikke må udvise svaghed. Men er det i virkeligheden ikke compassion og samarbejde vi i højere grad har brug for nu om dage?


Jeg er meget begejstret for Morten Albæk’s bog ”Eet liv Én tid Eet Menneske”. Her bringer han en fantastisk analogi på det med mørkets kræfter, det med mening og det med sjæl:


Han trækker en scene frem fra filmen “Pirates of the Caribbean”.

 

Her bliver Elizabeth Swann og hendes besætning taget til fange og spærret inde på spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder.

 

Besætningen består af fortabte sømænd, der som alternativ til at dø til søs, har valgt at tjene 100 på skibet og for kaptajnen Davy Jones. Hvad de dog ikke fik at vide eller overså da de underskrev ansættelseskontrakten var, at de i de næste 100 år ville blive udsat for en pinefuld, gradvis mutation fra menneske til fiskemenneske, og sidenhen ville ende deres dage som en del af skibet selv. De bliver gradvis mindre og mindre menneskelige, og deres kroppe overtager egenskaber fra havet, indtil de går i eet med skroget. I filmen synger de også sørøvervisen: ”Part of the Crew, part of the Ship”. Så at være en fuldbyrdet del af mandskabet betyder altså også, at de er fanget i et limbo mellem havet og landjorden.

 

 

Under sit fangenskab finder Elizabeth Swann del gale sømand Bootstrap, der gennem en vækst af alger, rankefødder og hud af træ næsten er blevet udvisket i sin menneskelige skikkelse. Han falder efterhånden i eet med skibets inderside. Elizabeth er kommet for at fortælle ham, at hans søn, William, har sat sig for at redde ham fra hans skæbne, før hans sjæl bliver ædt op af pinslerne og af en algetilgroet hjernebark. Bootstrap overraskes over at høre sit navn, og vrister sig med et stort besvær fri af skibsvæggen, der ikke har lyst til at give slip på ham.

Elizabeth må dog sande, at det er for sent. Bootstrap’s sjæl er allerede fortæret af hans mangeårige tjeneste hos kaptajn Davy Jones. Han er eet med skibet.

 

De fortabte sømænds skæbne er et skælmsk eksempel på, hvad misforstået loyalitet, om end den i deres tilfælde er ufrivillig, kan medføre. Stiller man som menneske ingen spørgsmål ved den kurs, der er lagt, og de koordinater der navigeres efter, og gør man intet oprør, såfremt disse er på afveje, ender man med at blive institutionaliseret og en del af selve skibet.

 

Sygdommen er farlig. Én ting er, at den smittede selv vil gå til grunde. En anden ting er straks, at den kan medføre overgreb på andre mennesker, og det er min påstand, at vi ser det ske i fuld udfoldelse her under Covid-19.

 

Derfor mener jeg også, at det er kritisk at vi får isoleret sygdommen, for der findes ingen kendte vacciner.

 

Det centrale spørgsmål er, om man selv kan vide, at man er ramt af wetiko. Jeg tror det ikke. Når først sygdommen har taget dig, vil dit sind være forvrænget, og du opfatter ikke selv, at du er blevet inficeret. Det vil kun andre omkring dig kunne vurdere.

 

Mennesker der er overtaget af wetiko har normalt ikke nogen mistanke om, hvordan de er blevet “bundet” eller mere præcist, hvordan de har bundet sig selv. Wetiko-kulturen i vores samfund giver dem ikke noget incitament til at forholde sig selvreflekterende, og i deres stadigt mere fordærvede tilstand; kultiveres og uddybes deres psykose tværtimod.

 

Wetikoer søger a beskytte deres psykose på samme måde som en blæksprutte sprøjter blæk for at skjule sig. De udsender en psykisk tåge der tilslører deres misforståethed. Når de er under wetiko-magi, mister folk evnen til at genkende wetiko-patologien i andre mennesker. I en situation med ”gruppe-narcissisme” antager wetikoer på forskellige stadier af sygdommen bestemte stillinger og roller i forhold til hinanden, der beskytter sig mod deres egen sindssyge og skyggeside. De fodrer og styrker hinandens narcissisme, fordi det forbedrer deres egen.

 

Når først kontoret for ”perception management”, gennem mainstream news, overbeviser en kritisk masse af mennesker om et bestemt synspunkt, er der enighed eller enighed mellem masserne om, hvad der objektivt er sandt. Den aftalte version af virkeligheden får sin egen vægt og sit eget momentum og bliver derved det etablerede dogme af det, der kollektivt forestilles, at der virkelig sker. Som en religiøs sandhed menes det irrationelt som en troshandling af dets kortbærende medlemmer, selvom et overvældende bevis tyder på det modsatte.

 

Den type person, der er i risiko for at ende som byttedyr for wetiko-infektionen, er normalt een, hvis tråde trækkes og manipuleres af andre, der følger en livsstil dikteret af andre og ikke er vant til at tænke selvstændigt. En person som Ikke er i kontakt med sin indre kerne og som finder autoriteten uden for sig selv og bliver meget udsat for den gældende konsensusopfattelse fra den dominerende side.

 

I den kollektive psykose som Weitiko er gået hen og blevet, holder folk bogstaveligt talt op med at tænke for sig selv og lade andre tænke for dem, som væsener der bare følger, hvor end de bliver ført, selvom det er til den nærmeste afgrund. Ved at miste kontakten med deres egen skelneevne og evne til kritisk tænkning bliver “massemanden” en del af den tankeløse flok og bliver bytte for “gruppetænkning”, hvis medlemmer sammen afhængigt gør det muligt for hinanden at opretholde deres fælles version af wetiko-verdenen.


Og når vi afgiver vores frihed og suverænitet, er der altid nogen, der bærer autoriteten fra “staten”, som mere end glæder sig over at tage styringen og det autoritære højsæde.

 

Jeg er øjensynligt ikke selv smittet med wetiko, men jeg usikker på, hvorfor vi er flere der er gået fri. Måske er der tale om en iboende immunitet af en slags. En mere bevidstlig form for immunitet. Jeg tror på, at jo større kløften er mellem det bevidste og det ubevidste, jo større er risikoen for at du rammes af sygdommen. Hvor det bevidste normalt bør det værende det styrende, kan man helt opleve, at det skifter polaritet for wetikoer, at det ubevidste indtager førersædet.

 

Nuvel, jeg har da selv smagt på magten (”lederhjerne”), men er alligevel ikke endt som Bootstrap. Skyldes det min hang til regelmæssig refleksion? Skyldes, at jeg er mere balanceret mellem min hjerne og mit hjerte? Skyldes det min bevidsthed, herunder min særlige bevidsthed om min egen ubevidsthed (hvorved det jo går hen og bliver bevidst)? Jeg er ikke 100% sikker, men mon ikke jeg ville have været smittet for længe siden, hvis jeg var disponeret for sygdommen?

 

Behandling

 

Det vil ikke være anstændigt, at dedikere en hel artikel til en alvorlig sygdom som wetiko, og så ikke også redegøre for behandlingen.

 

Her bliver det imidlertid vanskeligt, og jeg har ikke kendskab til dokumenterede behandlingsmetoder. Snarere er de tilfælde hvor folk har brudt forbandelsen af en mere spontan art.

 

Mit bud er, at det handler om at bringe bevidsthed ind i personen. Den kognitive dissonans hos den ramte person gør dog, at de bliver uimodtagelige overfor ”alternativ viden” idet deres trosystem vil anfægte den.

Ud fra egne erfaringer og de få tilfælde jeg trods alt har set, vil jeg tro at det handler om, at skabe afstand til det system hvor tilstanden blev skabt.

Jeg kan bedst beskrive det vha. en metafor: En fisk er ikke i stand til at fornemme det vand der udgør dets element, dvs. så længe det er i vandet kan det ikke helt fornemme ydergrænsen. Vandet er overalt omkring fisken. Først hvis fisken bryder vandoverfladen – selvom det måtte være kortvarigt – er den i stand til at opnå en mere objektiv form for bevidsthed.

 


Nu er du jo ikke nogen fisk, men du kan opnå det samme ved at skabe afstand til det ”system” hvor tilstanden huserer. Og det kan jo i grunden være særlig svært her under Corona, hvor hele planeten er ramt af masse-psykosen. Men sommetider er det nok, at du skaber lidt afstand til dit vante miljø.

 

Jeg ved dog i grunden ikke hvorfor jeg skriver ”du”, for er du ramt af wetiko har du sandsynligvis hverken orket at læse min artikel eller tror på at du selv bærer sygdommen. Og hvis du ikke er ramt af weitiko, har du ikke brug for behandlingen. Derfor sker behandlingen spontant ved at individet ofte bliver berørt af tilfældigheder.

 

Svære tilfælde som vores politikere synes at være, tror jeg desværre er uhelbredelige. De er allerede endt som den stakkels Bootstrap, og er blevet til eet med skibet.


Afrunding

 

Den åndelige lærer Don Juan har redegjort for, at vi er blevet overtaget af en ekstern kraft. Gnostikerne har også et bud på en tilsvarende form for besættelse. Men her bevæger vi os ud i en mere spirituel udlægning, som jeg vil gemme til en evt. opfølgende artikel.


Det vil derfor nok være passende at ende her, hvor jeg har forsøgt at beskrive tilstanden. Jeg har også selv brug for at blive klogere på emnet. Jeg vil dog gerne opfordre andre til at tænke med mig, så vi kan blive klogere sammen.